Berlingske Tidende, tirsdag den 12. september 2000:

Radikal røffel til minister

Den radikale gruppeformand Elisabeth Arnold venter kritik på næste weekends radikale landsmøde af indenrigsminister Karen Jespersen. Hvis ministeren har problemer med et multikulturelt samfund, bør hun selv ud på en øde ø, siger den radikale ordfører.

Af Jesper Termansen

Indenrigsminister Karen Jespersen (S) har skadet regeringssamarbejdet. Og der bliver ballade, når det lille regeringsparti, de Radikale, træder sammen til landsmøde i den kommende weekend.

Så hårdt trak den radikale gruppeformand og retsordfører Elisabeth Arnold situationen op efter et møde mellem regeringspartiernes udlændingeordførere og ministeren i går. Mødet kommer efter en uge, hvor indenrigsministeren har fremsat en række udtalelser om udlændinge - herunder kriminelle asylansøgere - som har provokeret især Det Radikale Venstre.

"Det er et problem, når Karen Jespersen står på TV-skærmen og vrider hænder og siger, at der er problemer med asylsøgere, så vi må hellere sende dem ud på en øde ø. Der er masser af kontante tiltag, hun kan foretage, og det har vi ikke set noget bud på fra hendes side. Det vil vi gerne have løst," siger Elisabeth Arnold.

Hun forudser, at der vil komme kritik af regeringssamarbejdet på sit partis landsmøde: "Der er brugt en retorik i denne debat, som har været mere egnet til at skabe problemer og få ilden til at blusse op end til at få den slukket," siger den radikale ordfører.

At Karen Jespersen har fået fuld opbakning fra sin chef, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, ændrer ikke sagen, siger Elisabeth Arnold. Hun langer også ud efter Karen Jespersens beskrivelse af problemerne med et multietnisk samfund.

"Det er problematisk, at hun beskriver det multietniske samfund som noget, vi ikke har. Hvis det er sådan, at ministeren er ked af det multietniske samfund, så er det jo hende selv, der skal ud på en øde ø," siger Elisabeth Arnold.

En noget klemt indenrigsminister beklagede, hvis hun var blevet misforstået, men trak ikke sine udtalelser tilbage. "Vi har talt om de problemer, vi står med, og hvad der skal gøres ved dem."

Karen Jespersen stiller sig uforstående over for, at hun skulle hælde benzin på bålet. "Mit ærinde er at få gjort noget ved de kriminelle elementer, der kommer hertil under dække af at være asylansøgere," siger Karen Jespersen.