Frederikshavn d. 25.juni 2000

Søren Søndergaards rejseindtryk fra Sri Lanka

Det er nødvendigt, at den almindelige singalesiske befolkning siger fra overfor deres regerings hårde krigs- og undertrykkelseslinje overfor tamiler, og det eneste realistiske for at få vesten til at interessere sig for konflikten, er at tamilerne i vesten mobiliserer verdensopinionen og gør undertrykkelsen og krigen i Lanka til regeringernes indenrigspolitiske problem. Sådan konkluderede Søren Søndergaard på et velbesøgt møde i Fr.havn Multietniske Forening.

Der er 3 grunde til Enhedslistens medlem af Udenrigspolitisk Nævn og Folketingets retsudvalget interesser sig for forholdene i Sri Lanka: For det første fordi den væbnede konflikt på øen har kostet titusinder livet og drevet hundredetusinder på flugt. For det andet fordi der foregår en national undertrykkelse af tamilerne på Sri Lanka. Og for det tredje fordi Danmark løbende tilbagesender afviste tamilske asylansøgere til meget usikre forhold.

Søren Søndergaard er medlem af folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som havde besluttet at besøge Sri Lanka. Men så blandede Udenrigsministeriet sig med en besked om, at det var for farligt. Det undrede Søren Søndergaard sig over al den stund, at de samme danske myndigheder ikke mener det er for farligt at udvise tamilske flygtninge til det samme område. Derfor besluttede Søren Søndergaard selv at tage Sri Lanka for at undersøge forholdene.

Søren Søndergaard fortalte om selvoplevede hændelser, som bekræftede hvor alvorlig situation er: Krigen viste sig overalt i en militarisering af hele samfundslivet, hvor de militære behov var helt dominerende på bekostning af det civile samfundsliv. F.eks. oplevede Søndergaard selv at få stukket en maskinpistol i ryggen, da han ville fotografere den gamle parlamentsbygning. Han så tamiler blive vilkårligt hevet ud af biler og kastet på jorden. Og han oplevede en tamilsk fars paniske angst da han opdagede at hans datter skulle gå nogle få hundrede meter alene til deres hjem uden penge på lommen, da det som tamil kunne være dødsensfarligt ikke at have penge på sig til at bestikke politi og soldater, ved de hyppige sikkerhedscheck. Selv ved de store hoteller var der checkpoints på alle gadehjørner. Og det var vel at mærke situationen i Colombo, som ligger langt fra de egentlige krigsområder.

De singalesiske politikere, som Søren Søndergaard mødte, erkendte ikke undertrykkelsen af tamilerne. De indså ikke at De tamilske Tigre er et resultat af denne undertrykkelse, men opfatter dem blot som terrorister, der skal nedkæmpes. Alligevel er der en voksende modstand i den singalesisk befolkning mod krigen, som i stadig højere grad berører alle. F.eks. blev alle ansatte efter tabet af Elefantpasset til De tamilske Tigre bedt om at aflevere to daglønne til den statslige krigsfond og arbejderne bliver hele tiden tudet ørerne fulde af "at der ikke var råd til lønforhøjelser på grund af krigen". Som udtryk for modstanden mod krigen og undertrykkelsen af de demokratiske rettigheder gennemførte en række venstrefløjsorganisationer, bl.a. JVP og NSSP (4. Internationale) den 25. maj en demonstration i Colombo med over 3.000 deltagere. Illustrativt nok blev demonstrationen angrebet og opløst af politiet med tåregas og knippelslag.

Søren Søndergaards konklusion var, at det er helt nødvendigt, at flere singalesere siger fra overfor deres regerings hårde krigs- og undertrykkelseslinje. En løsning på borgerkrigen forudsætter nemlig, at dele af det undertrykkende flertal finder en fælles forståelse med de undertrykte tamiler. Selvom De tamilske Tigre på det seneste har vundet nogle sejre, så er det urealistisk, at de alene ved militære midler kan tvinge den singalesisk regering til reelle fredsforhandlinger.

Et udenlandsk pres kunne være et vigtigt bidrag til at tvinge regeringen på Sri Lanka til forhandlingsbordet. Desværre har der ikke været den store internationale interesse for at løse konflikten og mange vestlige regeringer så sikkert gerne øen skubbet længere ud i det indiske ocean, hvor parterne så kunne få lov til at udrydde hinanden i fred. I hvert fald sælger en del lande våben til den srilankanske regering, som netop har øget militærbudgettet med én milliard dollars, som bl.a. er blevet brugt til våbenindkøb i Israel.

Ifølge Søren Søndergaard ligger det eneste realistiske håb i at mobilisere verdensopinionen. Og det stiller krav til tamiler i exil om at gøre den fortsatte undertrykkelse og krig på Sri Lanka til et indenrigspolitisk problem for de vestlige regeringer, så de til sidst bliver så trætte af demonstrationer og andre ikkevoldsaktiviteter at de vil gøre noget aktivt for at få konflikten løst.

Der var efterfølgende en stor debatlyst, som bl.a. drejede sig om hvorfor regeringerne nu ville sende tamilske asylsøgere tilbage i modsætning til i 80erne. Søndergaard påpegede at regeringen og de borgerlige ønsker færrest mulige flygtninge og at det har ført til en indsnævret fortolkning af hvad det vil sige at være forfulgt. Men vilkårlig forfølgelse på grund af etnisk oprindelse som i Sri Lanka eller på grund af køn, som rammer kvinderne i Afghanistan, burde være tilstrækkelig asylgrund.

Et kyniske udtryk for denne afvisningspolitik har vi set overfor flygtninge fra massemyrderierne i Algeriet, som stort set ikke har fået asyl i noget EU-land, angiveligt fordi Frankrig var bange for de mange, der så ville komme og søge asyl. En tilsvarende kynisk holdning fra en tidligere kolonimagt kan tænkes at ligge bag EU-landenes afvisning af tamilerne.

I sine 6 år i folketinget har Søren Søndergaard oplevet, at dansk udenrigspolitik er blevet mere og mere uselvstændig. Når Danmark f.eks. udviser flygtninge fra Jaffnaområdet til Colombo, skyldtes det en fælles EU-politik om at udvise flygtning til nærområder - incl. i samme land, det såkaldte "interne flugtalternativ", som desværre er blevet accepteret af FN's flygtningehøjkommissariat som et mindste onde.

Opfordringen fra Søren Søndergaard til tamilerne i bl.a. Danmark om at sætte krigen og undertrykkelsen på Sri Lanka på den politiske dagsorden blev nærmere drøftet. F.eks. kan fagligt organiserede tamiler tage spørgsmålet op i deres fagforening for at få den til at påvirke regeringens udenrigspolitiske linje. F.eks. kan alle bruge de demokratiske muligheder som medlemskab og politisk aktivitet i partier og foreninger og stemme ved valg og folkeafstemninger. Endelig kan flygtningegrupper, der i deres respektive lande har oplevet undertrykkelse, arbejde tættere sammen og gensidigt støtte hinandens aktiviteter her i Danmark.

Arne Hansen, referent.