Virkelighedens verden er multikulturel

af John Reynolds
Viceborgmester, SF
Albertslund

Socialdemokratiets politiske ordfører Jakob Buksti kaldte forleden jammerkommoderne blandt S- borgmestrene for politiske plattenslagere på baggrund af deres kampagne imod familiesammenføringsreglerne. Det er da også ufatteligt, at en borgmester i fuld alvor kan tro, at integrationsproblemer kan løses ved at kræve særlovgivning om, at mennesker har en "passende bolig", før de gifter sig med en partner fra udlandet. Jeg kan forstå på statsministerens nytårstale, at pressionen har virket!

Hvad bliver det næste? At alle danskere skal have en passende bolig før de gifter sig; eller skal skrive under på, at de ikke lader sig skille, når de har fået en passende bolig og giftet sig, for det ville jo påføre kommunerne endnu flere problemer end de har i forvejen med over den kommunale boliganvisning at skaffe nye passende boliger til enlige mødre; eller må man ikke få børn, før man er gift?

Tænk i det hele taget, hvis alle oprindelige etniske danskere blev karakteriseret negativt som en ensartet kulturel masse på baggrund af en del danskeres upraktiske skilsmissemønstre og heraf afledte dybe sociale og psykologiske problemer for familier og børn og praktiske problemer for kommuner i skole, institutioner og socialforvaltninger.

Det er katastrofalt, at statsministeren så ensidigt sætter sin lid til disse borgmestre, der ikke vil se, at verden har forandret sig og at det måske er deres eget virkelighedsbillede, der skal justeres. I stedet har de overtaget den historiske tradition, som nazister og kommunister tidligere havde patent på, at karakterisere hele befolkningsgrupper, kræve særlovgivning og i det hele taget stemple anderledes befolkningsgrupper som problembørn og syndebukke for alverdens problemer.

Lokalaviserne er faktisk ikke fyldt med fremmedfjendske indslag, men med det fokus landspressen løbende lægger på S-borgmestrene og Dansk Folkeparti, er det klart, at har man ikke ondt et vist sted, så får man det.

Nogle af de mest populistiske socialdemokratiske borgmestre synes at mene, at man bekæmper den fremmedhadske svinehund ved at fodre den ihjel. Desværre viser alle historiske erfaringer, at det forholder sig omvendt: svinehunden ender med at vokse sig så stor, at den til sidst også æder de socialdemokratiske fodermestre!

Vestegnsborgmestrene er især nervøse for, at det indhug, som Dansk Folkeparti gjorde på de borgerlige ved sidste kommunevalg næste gang vil ramme Socialdemokratiet. Men borgmestrenes angreb og argumentationsform er i "virkelighedens verden" også er med til at forstærke integrationsproblemerne, således at de bliver endnu sværere at løse, således at det bliver endnu sværere for Socialdemokratiet…….

Mediepopulisterne i Det radikale Venstre gør det heller ikke bedre. Hvem ved, hvad Svane eller Samuelsen mener i morgen?

Både Dansk Folkepartis plattenslageri i folketinget og S-borgmestrenes jammer udspringer selvfølgelig fra særlige dele af befolkningen. Men forskellen på ordentlige socialdemokratiske politikere og plattenslagerne i DF burde da være, at socialdemokraterne turde udfordre fremmedhadske holdninger ved at løse problemerne ude i lokalområderne i stedet for at jamre over dem og gøre dem værre eller finde syndebukke.

Ritt Bjerregaard havde ret, da hun i TV2's nyheder den 26.12. pegede på, at vi ikke kan løse integrationsproblemerne med generel lovgivning, men må anvende konkrete politikker i de berørte lokalområder. Men problemet herude er, at det mangler S-borgmestrene vilje og mod til. Måske også fordi flere af dem efterhånden har opholdt sig i kommunalpolitik i op mod 30-40 år og dermed måske ikke ligefrem repræsenterer fornyelsen i dansk politik!

Jeg skal vare mig for at kritisere forhold i andre kommuner, men fx Odenses manglende brug af ressourcer, som de faktisk rådede over, er veldokumenteret. I min egen kommune modsætter socialdemokraterne sig nødvendige særlige foranstaltninger for etniske minoritetsgrupper, fordi de er bange for at støde deres vælgere. Derfor er der kun ansat 4 personer med etnisk minoritetsbaggrund ud af 333 ansatte på Albertslund Rådhus, hvilket skal ses i relation til, at minoriteter, der ikke har dansk baggrund udgør 20% af kommunens 30.000 indbyggere; derfor har SF først i det sidste års tid kunnet presse socialdemokraterne til at overveje særlige klubforanstaltninger for de unge med etnisk minoritetsbaggrund; derfor favoriserer boliganvisningen hvide danskere med fast arbejde; derfor bliver konferencer med henblik på at debattere og forbedre forholdene på foreningsområdet og skoleområdet gang på gang bliver aflyst; derfor er der særlige takster på etniske minoriteters brug af festlokaler osv. osv. osv.

Og i Ishøj vil Per Madsen tilbage til "de gode gamle dage", hvor man havde en fast indtægt og en bolig, før man giftede sig (jeg mener ellers at kunne huske, at man skulle være gift for at få en bolig!) Hvorfor er det dog ikke længere "god socialdemokratisk politik" at bygge nogle flere almene boliger og så i øvrigt skaffe folk noget uddannelse og arbejde? Det er jo det, der skal til. Indenfor gældende lovgivnings rammer og kommuners praktiske formåen er der mange muligheder for at forbedre integrationen, hvis holdningerne var anderledes og viljen var til stede. Og hvis regeringen og KL ikke havde aftalt alt for lave vækstrammer, så ville der også være mulighed for at gøre lidt mere ved de sociale problemer i øvrigt, som den almindelige dansker løbende bliver bildt ind, der ikke bliver gjort noget ved på grund af indvandrerne.

Den liberalistiske historiker og økonom Francis Fukuyama skrev forleden i Politiken, at menneskers manglende evne til at slutte sig sammen på et frivilligt og demokratisk grundlag øger sandsynligheden for, at de i stedet gør det på basis af et intolerant fællesskab, i forhold til grupper, der definerer sig selv ud fra race, etnicitet eller nationalisme.

De liberale demokratiers problem består i, at mange af dem er nødt til at tilvejebringe et fællesskab og nogle fælles værdier i samfund, der reelt er blevet multikulturelle og som sandsynligvis fremover vil blive det i endnu højere grad. Fukuyama mener, at "intet samfund kan bestå uden fælles normer og værdier. En fælles kultur inden for et reelt multikulturelt fællesskab baserer sig derfor mere på samfundssind og politiske værdier end på race, etnicitet eller religion. I denne henseende får Europa, hvor identiteten er meget stærkt knyttet til folkesamhørigheden, i det kommende århundrede flere problemer end de fleste andre lande på den vestlige halvkugle."

Det er på den baggrund grotesk, at vi gang på gang kan høre vendingen: "Vi har jo ikke besluttet, at vi skal være et multikulturelt samfund." Underforstået: så bliver vi heller ikke nødt til at gøre noget særlig for etniske minoriteter, de kan bare blive lige som os andre! Vi bør snarere erkende, at vi har et fælles problem med andre samfund i Europa, nemlig at blive enige om, hvordan vi skal definere samfundssind og hvilke politiske værdier, vi skal tilstræbe. Med respekt for hinandens forskellige udgangspunkter.

For Fukuyama, der er liberalist, er vejen frem demokrati og markedsøkonomi. For mig som socialist bør dette demokrati bygge på frihed, lighed, fællesskab og økologisk ansvarlighed. Alle demokratiske rettigheder bør fastholdes og udvides og samtidig bør der ske en udvidelse af de demokratiske rettigheder til det økonomiske område og en vidtgående demokratisering med selvforvaltning i den offentlige sektor.

Det er en udvikling, som både kræver national og international aktivitet. Men vi er jo en del af et hele (her: Europa), hvorfor det også vil være at tænke globalt, når vi handler lokalt.

Hvis vi vil skabe et integreret fællesskab med udgangspunkt i hinandens forskelligheder, skal vi ikke forsøge at påtvinge hinanden værdier, der er forskellige fra vores egne. Vores forskellige baggrund betyder jo, at vi hver for sig efterlever forskellige normer. Men vi skal forsøge, at opstilles nogle fælles spilleregler for vores samvær - og netop regler og rammer, der giver plads til forskellighed.

Vi må selvfølgelig erkende (og dette er så henvendt til de etniske minoriteter), at hvis vi vil et samfund og et fællesskab, så må vi bruge et fælles sprog til at kommunikere med. Ikke at tage ansvaret for at lære det fælles sprog - dansk - er at isolere sig i samfundet. Og hvis voksne - kvinder og mænd - isolerer sig, så isolerer deres børn sig. Dette medfører i yderste konsekvens, at de forskellige kulturelle grupper i højere grad selvbekræfter deres egen identitet end indgår i en fælles kulturel kontakt med andre.

Men netop derfor har vi som politikere også omvendt en forpligtelse til at give mennesker "tilbud, de ikke kan sige nej til" - en forpligtelse til at modarbejde, at de forskellige kulturelle grupper isolerer sig og tager afstand fra hinanden.

I stedet for hele tiden at fokusere på etniske minoritetsgrupper som problem fra fødsel til død må vi koncentrere os om aktivt at skabe miljøer, hvor alle kan mødes som ligeværdige og fælles skabende: først og fremmest arbejdspladser, men også sportsklubber, uddannelsessteder, politiske organisationer og ikke mindst kulturelle og kunstneriske sammenhænge.

Tendensen til at ligesindede vil bo sammen vil jo altid være der alle steder. Det ville selvfølgelig være godt, hvis de forskellige etniske grupper boede tæt og uproblematisk sammen - men mere afgørende er det altså, om vi kan skabe interkulturelle miljøer, således at mennesker mødes også uden for deres parcelhuskvarter eller boligblok.

Virkeliggørelsen af disse få forudsætninger kunne måske blive et springbrædt for, at de forskellige kulturelle modsætningers møde og konflikter kunne skabe en menneskelig forståelse og kompetence med henblik på, at vi og vore børn kan begå os i en verden, hvor internationalisering, globalisering og kulturmøder i negativ og positiv forstand er det fremherskende. En integrationspolitik på grundlag af en accept af Danmark som multikulturelt samfund kan blive både et forbillede for og en forudsætning for et bedre liv i en verden, hvor det lokale bliver stadig mere globalt.

En integrationspolitik, hvor vi hele tiden går efter "fejlene" og ønsker særlove for anderledes mindretalsgrupper, vil skærpe modsætningerne i en ufrugtbar retning.